Vi alle født med en sans for musik. Det starter faktisk allerede, før vi bliver født.

Hørelsen er vores tidligst udviklede sans og allerede i livmoderen begynder vi at lytte til lyde og musik. Det sker i den sidste tredjedel af graviditeten, hvor lydene spænder fra moderens hjerteslag og kropslyde, moderens stemme og udfrakommende lyde – blandt andet musik. Babyen genkender og foretrækker de velkendte lyde og musik, den hører i livmoderen – også efter fødslen. Flere undersøgelser har vist, at babyer bliver mere rolige af at høre deres mor synge end at høre hende tale. Hvis hun har set mange afsnit af for eksempel serien ”Friends” under graviditeten, har det faktisk samme effekt, når babyen hører titelmelodien fra serien. En anden undersøgelse viste endda, at babyer blev mærkbart mere rolige og veltilpasse, når de opholdt sig i det supermarked, moderen havde brugt meget under graviditeten. Årsagen? Den velkendte og designede musik fra højtalerne. Ud fra et forbrugersynspunkt kan det godt give lidt uhyggelige perspektiver.

Før vi har sprog, hjælper musikken os med at formidle mening og følelser. Det hjælper desuden til at skabe en tilknytning mellem den voksne og barnet og til at få de tidlige sociale færdigheder på plads.

Næste gang du ser en lille baby, så prøv at lægge mærke til, hvordan den voksne kommunikerer. Lyt til, hvordan sproget nærmest synges: ”Neeeej, hvor er duuuu dyyyygtig – kan du sige moooooooaaaar?” Vi har en tendens til at tale langsomt, bruge lysere stemme, bevæge den meget mere op og ned i register og gøre stor forskel på korte og lange ”toner”. Babyer afkoder nemlig vores melodiske brug af stemmen, før de begynder at forstår ord.

Derfor er de drøngode til at aflytte dine intentioner og dit humør på din stemmetone og ud fra de ”melodier”, der bliver brugt. Melodierne i din stemme hjælper med at definere, om du er igang med at stille et spørgsmål, svare eller fortælle at noget er forkert.

Prøv selv sætningen ovenfor: ”Kan du sige moooaaar?” – jeg tør næsten garantere, at du lavede en opadgående melodi, hvorimod ”Nej!” eller ”Fy!” altid er korte og kontante.

I starten kommunikerer babyen udelukkende ved hjælp af lyde: hvin, pludren, grin osv., som den voksne reagerer på og kommunikerer tilbage på både med og uden ord. Der foregår på den måde hele tiden en udvikling i ”musikken” mellem den voksne og barnet.

Når vi senere begynder at lave det mere avancerede ”klappe kage”, er det efterhånden baseret på nogle underliggende regler og evner til at spejle hinanden voksen og barn imellem. Det er derfor både en leg med rytme, men også en leg i sociale færdigheder, som er vigtige for vores udvikling.

Lang tid før vi forstår og endnu længere tid inden vi kan tale et sprog, er vi musikalske. På den måde, at vi har udviklet en evne til at genkende musik og forbinde den med personer, steder, ting og ikke mindst følelser. Allerede tidligt i vores udvikling er vi i stand til at fortælle om musik er ”trist” eller ”glad”. Det sker, når vi er omkring 4 år gamle.

Men endnu tidligere – som nyfødte – har vi adskillige redskaber til at forstå musik:

Vi kan for eksempel opfatte og forstå rytme:

Den første rytme, vi hører, kan være hjerteslaget fra vores mor. En anden rytme kan være den rolige vejrtrækning. Den foregår i samme tempo som en rolig brænding ved havet. Det menes faktisk at være en af grundene til, at vi bliver så afslappede af at høre den lyd.

En tredje rytme kan være den måde, vi bliver vugget i armene. Det har vist sig, at babyer, som bliver vugget i 2/4 eller 3/4 takt, foretrækker den pågældende taktart i musik.

Hvis du ikke kender meget til taktarter er 2/4 den taktart man bruger, når man går i takt i militæret ”1-2 1-2. Høøøjre om!”, mens 3/4 takt for eksempel bruges til vals og tælles 1 2 3 1 2 3 (med tryk på 1’ slag.) Den sidste kan fornemmes som mere let og flydende, mens den første kan føles mere tung og stringent i udtrykket.

En fjerde rytme kan være klappet fra far, der står ophidset og klapper med under en fodboldkamp.

”Fodbold-klappet” tror jeg, du kender:

To langsomme

Tre hurtige

pause!

Fire hurtige

To langsomme

Klap klap! klap klap klap!

klap klap klap klap!
klap klap (kan også erstattes af Olé, lets go eller andet…)!

Du kan for en god ordens skyld høre det her.

Men ved du hvad der sker, hvis du klapper det et par gange for et spædbarn – og udelader et af slagene?

Faktisk det samme som for dig: Hjernen registrerer det med det samme og reagerer kraftigt på det.

Men prøv lige selv at klappe rytmen igen – og udelad de to sidste slag.!

Du spillede videre inde i hovedet ikke?

Forklaringen er: Du kan ikke lade være, for hjernen har allerede forudset resten af rytmen, og opfatter den uventede pause som en fejl. Man har målt fuldstændig ens reaktion i hjernen hos spædbørn og voksne for figurer som fodboldklappet, hvor der pludselig sker noget uventet i rytmen. Hjernen forudsiger hele tiden, hvad der sker lige om lidt. Det er naturligvis en rigtig god idé i de fleste situationer, men sætter tingene bedre i perspektiv, når vi tænker tilbage på vores tidlige forfædre. For dem betød en korrekt forudsigelse en stor forskel. Forskellen på liv og død. Vi kan godt blive enige om, at det ikke er forskellen på liv og død, der er på spil, når du udelader to klap i ”fodboldklappet”. Eller for den sags skyld, når det drejer sig om musik i det hele taget.

Pointen er, at vi er programmerede til at reagere på det. Så grundlæggende, at vi er klar til at forudsige rytmer allerede fra sygeplejersken har banket os bagi og sagt: ”Det blev en dreng”. Selvom vi er nået ekstremt langt teknologisk og samfundsmæssigt er vores krop og hjerne stadig bygget ud fra de vilkår den havde i forhistorisk tid. Sagt på en anden måde: Du er lavet ud fra 50.000 år gamle arbejdstegninger!!

Fordi forudsigelsen og forventningen om det, der sker lige om lidt, ligger så dybt integreret i os, og fordi musik trigger de samme ting, er det også muligt at lege med det. Og det er blandt andet det, der sker, når musikken virker stærkt på os.