Det sjove ved høresansen er, at den har direkte adgang til de ældste dele af hjernen. Det er de dele, som styrer vores krop helt uden involvering af vores bevidsthed. Vi har arvet den del af hjernen. Ikke bare fra vores forfædre og aberne før dem. Nej, vi skal meget længere tilbage i tiden. Endda tilbage til andre arter end mennesket og andre pattedyr. For reptilhjernen (eller krybdyrhjernen, som den også bliver kaldt), er en struktur, vi har til fælles med alle andre arter af hvirveldyr. Altså også øglerne.

Det er den, der sørger for alle de basale ting i din krop: Du trækker vejret, hjertet slår, fordøjelsen reguleres og hormoner, immunforsvar og andet i din krop overvåges og styres helt automatisk. Helt uden din bevidsthed. Det betyder ikke den er sat helt ud af spillet. For med bevidst indblanding kan du for eksempel beslutte, at du vil trække vejret lidt hurtigere lige nu. Prøv bare det er ikke svært.

Men fridykkere for eksempel kan kun holde vejret så usandsynligt mange minutter under vandet, fordi de har trænet intensivt på én ting: Bevidstheden ”vinder” over reptilhjernen i beslutningen om at trække vejret. Og med mindre du har trænet lige så hårdt som fridykkerne i alle de situationer, som livet byder på, er der en stor sandsynlighed for, at det er din reptilhjerne, der vinder i de fleste beslutningsprocesser. Og du kommer aldrig til at opdage det. Heldigvis for det, for reptilhjernen hjælper med at holde dig i live ved at reagere automatisk på ting i vores omgivelser. Alle informationer fra kroppen går derfor gennem reptilhjernen inklusive dine sanser.

Ørererne omdanner luftens svingninger til et elektrisk signal, som nu transporteres videre ind via nerverne. Hørenerven ender i den første del af den gamle hjerne: Den forlængede rygmarv. Nervebanerne krydser her over til den modsatte side, før signalerne fortsætter op gennem reptilhjernen. Det er her, vi får forklaringen på, hvorfor du skal tale ind i det højre øre, når du gerne vil have tingene tolket positivt. Det gør venstre side af hjernen nemlig i større grad end den højre.

Overkrydset sker for alle vores sanser (bortset fra lugtesansen). Men det sker lidt tidligere i signalkæden for hørelsen. Allerede i den forlængede rygmarv bliver lyden fra højre og venstre side nemlig sammenlignet, så vi kan lokalisere lyd lynhurtigt og automatisk. Lidt længere op i systemet møder høresansen og synssansen hinanden. Det sker i og omkring thalamus, som er en af de vigtigste strukturer i reptilhjernen. Per refleks kan vi derfor også rette synet i den retning lyden kommer fra.

Sceneskift:

Den onde skurk kigger på vores uheldige helt, sætter to strakte fingre mod underkæben lige over struben nede fra og skråt bagud og signalerer ved at bøje tommelfingeren et par gange, at nu er vores helt altså på spanden.

Han gør også noget andet. Han viser retningen, hvor thalamus sidder. Den sidder i midten på højde med hørecenteret og fungerer som hjernens store relæstation. Det er den, der forbinder de nye dele af hjernen med de gamle. Den bringer signalerne fra kroppen op til de højere funktionelle dele af hjernen og ned igen. Den omformulerer lidt populært sagt signalerne, inden de når vores højere mentale centre i hjernen og er derfor en vigtig spiller i ”kampen” mellem de ubevidste og bevidste funktioner.

Inden vi og lyden bevæger os videre ad vejen gennem hjernen, så lad os lige stoppe op og reflektere over det, der sker i denne gamle del af hjernen.

Reptilhjernen får os til at overleve ved at sørge for, at al automatikken i kroppen kører, som den skal. Gennem vores fem sanser, hørelse, syn, lugt, smag og berøring er den i kontakt med omverdenen og bruger disse input til at regulere kroppen. Når vi lytter til musik, ryger det derfor også igennem dette ældgamle filter. Det sker lang tid før, vi registrerer musikken bevidst, genkender den, og eventuelt sætter den sammen med minder og komplekse følelser. I hjernen er lang tid noget, der svarer til tiendedele af sekunder. Vores krop har derfor allerede reageret på lyden/musikken inden bevidstheden gør.

Et godt eksempel er et uforudset brag. BUM!!

Du farer pludselig sammen i en hurtig bevægelse, gisper og kommer måske med et udbrud. Samtidig med føles hjertet som om det springer et slag over. Det er ren refleks. Bagefter vil du føle en højere puls, at du er varm i kinderne, har brug for at trække vejret lidt hurtigere, har uro i kroppen og føler dig måske utryg og bange. Og nu også meget bevidst om, at der var en farlig lyd. Altsammen ting vores reptilhjerne har sørget for på under et sekund. På ekstremt kort tid har den sat gang i et avanceret system af nervebaner, muskler, kredsløb og hormoner og bagefter involveret vores bevidsthed og følelsescenter, så vi er 100 % opmærksomme på en eventuel fare og parat til at flygte eller kæmpe. Og overleve.

Vores hjerne og krop kan simpelthen ikke lade være med at reagere på det, for det er så dybt programmeret ind i vores ældste dele af hjernen. Et velkomponeret soundtrack til en gyserfilm kan gøre nøjagtig det samme. Eller et uforudset brag i en symfoni. Eller når melodien griber ud og rører vores følelser.

Forskning har vist, at musik påvirker adskillige fysiologiske effekter i kroppen, som har udgangspunkt i den gamle del af hjernen. Meget reguleres af forskellige hormoner og signalstoffer, som stammer fra vores midthjerne og området omkring thalamus. Fælles for dem alle er, at musik har indflydelse på frigivelsen og dermed virkningen af dem. Det kan du læse mere om her.