Du kender sikkert det klassiske billede af en videnskabsmand i kittel, der står med en hjerne i hånden. Udseendet kan vel bedst beskrives som en stor, gråbleg valnød. Og selvom det er et fascinerende organ, så er det måske ikke det kønneste hvad angår form og farve.

Det, som fylder langt størstedelen af billedet, er storhjernen. Dens overflade er den del af hjernen, som har givet os evnen til tænke, tage rationelle beslutninger og lige så stille overtage herredømmet på vores klode, fordi de andre arter ikke har fået den evne. Lad os starte med den, inden vi følger vejen fra øret ind i hjernen.

På fagsprog hedder denne vigtige struktur neocortex. Den nye bark. Det er nemlig den yngste del af hjernen, som dækker det meste af den gamle hjerne. Grunden til den ligner en valnød, er fordi overfladen er foldet for at få plads til det hele. Og det er den i sådan en grad, at neocortex er ca. 4 gange så stor hos et menneske som hos en chimpanse.

Det er her, den bevidste og overordnede styring ligger, som sørger for alt: Lige fra at sætte igang i bevægelser til at kontrollere situationer, hvor du skal tage den rigtige etiske beslutning. Det gør den i fint samspil med de ældre centre i hjernen, og den vil gerne have det sidste ord i bevidste handlinger. Eller ihvertfald vil den gerne lade os tro, at vi er fuldt ud bevidste om vores handlinger. Det er vi bare langt fra altid. Resten af hjernen har nemlig også lidt at skulle have sagt.

Videnskaben ved efterhånden rigtigt meget om neocortex, og hvilken funktion de forskellige områder har. Lad os kigge på et par af dem, der er interessante for os.

Tag først din pegefinger og sæt den på din hovedskal ca. 2 cm over det øverste af dit venstre øre. Flyt den 2 cm bagud i en lige linje. Her starter vi. Bevæg den nu frem i en lige linje, hen over øret og stop ca. 3 cm foran. Her fortsætter du bevægelsen lige ned et par cm. Prøv det lige en gang til.

Det, du lige har kørt din finger henover, er det sted i den venstre hjernehalvdel, hvor lyd registreres i hjernebarken. Det sker samme sted i begge sider. En stor forskel er dog, at den højre side kigger på de kvalitative dele, mens den venstre behandler lyden mere analytisk. Det er unikt for mennesker, at vores hjernehalvdele har de samme områder i begge sider, men kan have forskellige funktioner, modsat andre pattedyr, hvor der sker det samme i begge sider. Den venstre hjernehalvdel har en tendens til at tolke det hørte mere positivt, mens den højre tolker mere negativt. Højre halvdel er derfor også den del af hjernen, der er mest aktiv, når vi hører ubehagelig musik. Det kan derfor være klogt at tale ind i det højre øre, når du skal indsmigre dig. Ja, jeg sagde det højre. Hvorfor? Det skal kan du læse mere om her.

Hos langt de fleste mennesker ligger talecentret i venstre side ret op og ned af hørecentret. Evnen til at opfatte musik og tale deler rigtigt mange af de samme områder i hjernen. Men musik aktiverer langt flere områder i hjernen på samme tid end sproget gør. Det har for eksempel vist sig ved at folk, der har mistet evnen til at tale godt kan synge. Det taler også for at musik er mere end bare et evolutionært biprodukt af vores evne til sproget.

Placér nu din hånd fladt mod panden. Hold den lige der et øjeblik.

Det er her Generalsekretæren sidder også kaldet frontallappen. Dens rolle er at sørge for, vi får modificeret følelsesudbrud, så de er i tråd med god opførsel og sociale normer. Så vi kan sidde stille på stolen, koncentrere os og række hånden op, før vi taler. Det er Generalsekretæren, der bestemmer at ”det kan godt være du har lyst til at smide tøjet og gå ud at handle – men det gør du ikke!”. Det er samtidig området, som sørger for, at vi lagrer ting i hukommelse, når de er associeret med følelser. Og selvom den er med til at kontrollere vores bevidste evner er den i høj grad påvirkelig af musik. Det sker via de områder i hjernen, der styrer aktiviteten af Generalsekretæren.

Inden vores opfattelse af lyden rammer hørecenteret, frontallappen og vores bevidsthed, har den været et lille smut omkring reptilhjernen.