Musik og lyd har stor effekt på vores følelser. Noget gør os glade, andet gør os triste, noget får os til at ville danse, andet giver os indre billeder, giver gåsehud og endelig kan vi få et chok ved en velplaceret kraftig lyd. Det er altsammen meget forskellige følelser og effekter.

For at finde ud af det og bedre forstå, hvor og hvorfor de forskellige følelsesmæssige effekter af musik mere præcist opstår, skal vi på en kort tur igennem hjernen. Vores guider hedder Patrik N. Juslin og Daniel Västfjäll. De to herrer, som begge er professorer i kognitiv psykologi, har nemlig i mange år beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan og hvorfor musik fremkalder følelser og ikke mindst: Hvilke områder i hjernen er ansvarlige. De har samlet årtiers forskning i emnet og samlet facts og teori i en oversigt.

Som de gode svenskere de er, gjorde de som Agneta, Benny, Bjørn og Anne-Frid i ABBA og navngav oversigten ud fra forbogstaverne for hver del-element. De kaldte den for BRECVEM. Om det er et catchy bandnavn eller ej, så samler den rigtigt godt tingene: Hvilken type lyd udløser en følelsesmæssige effekt? Hvor behandles det? Hvad er den biologiske baggrund? Hvad oplever vi?

Lad os et øjeblik stå på skuldrene af Juslin og Västfjäll, tage oversigten bogstav for bogstav og forstå lidt mere om, hvordan musik påvirker os.

B’et står for ”Brain Stem Reflex”, eller på dansk: Hjernestamme refleks. Den udløses, når vi hører en kort, klar, skarp, eller dissonant lyd. Et godt eksempel er et brag, et skrig, et bilhorn vi i vore egne tanker, går over vejen. Eller et velanbragt trommeslag eller den uventede gyserviolin midt i Scream 16, som får os til at tabe popcorn og cola i skødet. Reaktionen menes at finde sted i de mest basale dele af vores hjerne især i området omkring hjernestammen og thalamus. Det vil sige kort tid efter lyden er kommet fra vores øre ind i hjernen. Vi kan ikke undgå at reagere på denne kraftige uventede ændring fra stille til pludselig lyd og vi kan endda reagere meget voldsomt. Reaktionen gør, at alle vores sanser fokuseres og opmærksomheden rettes mod vigtige ændringer eller begivenheder lige i nærheden af os og kroppen sættes i alarmberedskab. Hjernestamme refleksen hjælper os til lynhurtig at fokusere vores opmærksomhed og er med til at øge vores overlevelses evner. Den er derfor til stede allerede før fødsel, skal ikke trænes og er helt uafhængig af kultur og smag.

R

R’et står for rytmisk koordination. Det opstår, når en tydelig, kraftfuld rytme påvirker os i både krop og sind. Vi får ubevidst lyst til at bevæge os, pulsen stiger, vi får varme i kinderne og så videre. I hjernen mener man, der sker en form for forstærkning af de rytmiske signaler fra musikken i lillehjernen og i de områder i hjernebarken, der har med sensorik og motorik at gøre. Overlevelsesmæssigt mener man, funktionen har med koordinering og kommunikation af fælles bevægelse i en gruppe især i forbindelse med fysiske arbejdsopgaver. Effekten er størst ved 2 hz, 2 taktslag per sekund eller i DJ-sprog: 120 bpm. Sjovt nok det tempo, som de fleste diskotekshits læner sig op ad. Det er igen en effekt, som er mere eller mindre uafhængig af vores bevidsthed og en evne vi menes at have før vi bliver født.

E

E’et står for evaluerende konditionering. Med det menes der den effekt, der opstår når musik associeres med ting eller begivenheder, hvor vi har en positiv eller negativ oplevelse. Sagt med andre ord: Musikken og ting eller begivenheder bindes sammen af én samlet følelse. Musikken alene kan siden udløse den følelsesmæssige association.

Effekten menes at involvere dele af amygdala og lillehjernen, som har med negativ og positiv ”farvning” af vores associationer. Den udløses lynhurtigt og i høj grad uden at involvere vores bevidsthed, når vi hører et bestemt stykke musik. Det er en af forklaringerne på, hvordan det kan være at melodistumpen ”da da da da – I’m loving it” giver visse mennesker en behagelig duft af friture og et hul i maven.

C

C’et står for contagion eller på dansk: afsmitning. Det dækker over den ”smitsomme” effekt musik kan have på vores følelser og ikke mindst, hvordan det virker imellem mennesker. Stemningen i musikken smitter kort sagt. Det kommer fysisk til udtryk i vores ansigt, holdning og bevægelser: Vi ser opløftede ud ved glad musik, sørgmodige ved trist og måske ligefrem ondskabsfulde ud ved hård, agressiv musik. Meningen er at hjælpe os med gruppesammenholdet og til at øge social interaktion imellem mennesker som det f.eks. sker mellem en syngende mor mor og et pludrende barn. Derfor menes både basal ganglier, områder omkring pandelappen og ikke mindst spejlneuroner at være involverede. Musikkens effekt er ekstra stærk, hvis den indeholder instrumenter eller andre ting, der minder om lyden af den menneskelige stemme.

V

V’et står for visuel billeddannelse. Det dækker over, at vi er i stand til at danne billeder inde i hovedet, når vi hører lyd og musik. Det kan være fornemmelsen af en lysegrøn forårs-eng en tidlig morgen til tonerne af den klassiske komponist Carl Nielsens ”Tågen letter”, eller indre billeder af læder, chrom, landevej, motorcykler og vind i håret, mens vi hører ”Born to be wild”. Det vil sige indre billeder skabt ud fra fri fantasi, ligesom når vi dagdrømmer, men her på basis af musikkens udtryk. De samme områder i hjernen i nakkelappen, som generelt er involveret i behandling af synsindtryk og områder, som har med billedassociationer at gøre, spiller en nøglerolle. Vi ser faktisk billederne inde i hovedet. Funktionen er tilstede – med og uden musik – for at kunne simulere begivenheder og f.eks. erstatte risikofyldte handlinger. Derfor involverer processen i høj grad vores bevidsthed.

E

E’et står for Episodisk hukommelse, og dækker over musikkens evne til at udløse en følelse forbundet med en speciel begivenhed. Nogle kalder endda denne effekt for ”honey, they are playing our tune” syndromet. Det indebærer en sammenkobling af personlige følelser, begivenheder og musik på et givet sted og tidspunkt. Det er i høj grad en effekt, der involverer vores bevidsthed og som menes at hjælpe os til at lagre vigtige følelsesmæssige personlige begivenheder i tiden og nemt hente dem frem igen. Derfor ses der også en involvering af pandelap (personlig bevidsthed), tindingelap (hørecenter) og strukturer involveret i dannelse og genkaldelse af minder. Og som vi tidligere nævnte, er det musikkens kobling til begivenheden, der her er vigtigt, mere end musikken i sig selv.

M

M’et står for musikalsk forventning, og er forklaringen på, at vi nogle gange får kuldegysninger af at høre musik. Årsagen menes at være musikkens evne til at opbygge forventning, spændinger, forstyrrelse og forløsning. På den måde pirres vores forventning til musikken. Hvad tror vi der sker lige om lidt? Det er i høj grad styret af opbygningen  af musikken og involverer i høj grad belønningssystemet. Man mener det både bygger på vores indbyggede evne til at forudsige udfaldet af begivenheder, hvilket direkte gavner vores overlevelse, men også har med mere avanceret kommunikation at gøre. Under alle omstændigheder kan det forklare de rejste hår på armene og den kriblende fornemmelse i kroppen.

Musik kan altså få os til at føle. BRECVEM viser, at det kan ske på mange forskellige måder og med vidt forskellige følelser.

BRECVEM beskæftiger sig primært med musiks påvirkning af vores følelser. Men som det fremgår mellem linjerne, er hukommelsen også indblandet. Følelser påvirker vores hukommelse meget stærkt. De mest klare minder og opfattelser er næsten altid bundet op på en stærk følelse, hvad enten vi er bevidst om det eller ej. Musik påvirker på flere planer vores følelser, og derfor også vores hukommelse indirekte. Også selvom vi ser bort fra følelsernes indflydelse, har musik i sig selv et vigtigt samspil med hukommelsen.